Der blev indrykket en annonce i den lokale avis, hvoraf fremgik, at hvem der var interesseret i gymnastik kunne indfinde sig til et møde i spisekælderen på skolen en nærmere fastsat aften.
Til mødet indfandt sig 70 interesserede, og det var den almindelige mening blandt de tilstedeværende, at der var god brug for en gymnastikforening i kvarteret, der var i rivende vækst. Dette var i 1943.
Der blev berammet en stiftende generalforsamling, og på denne blev foreningens første bestyrelse valgt. Denne første bestyrelse bestod af: Formand: Overlærer Sv. Aa. Olsen, kasserer: konditor H.L. Petersen, sekretær: frk. Margot Hansen, bestyrelsesmedlemmer: fru E. Nielsen, fru M. Egebo og assurandør M. Nørgaard.

Omkring 1. oktober 1943 startedes foreningens virksomhed med et gymnastikhold for damer og et for herrer. Damerne blev ledet af frk. Gudrun Krogh Sørensen, der var lærerinde på skolen, og mændene blev ledet af Svenning Lykke Petersen, den senere så bekendte "Søren Thorsen", kompagnichefen for "Hvidovre kompagni".

Foreningen tegnede straks fra starten til at få et jævnt og roligt liv, bestyrelsen bestod af rolige, besindige folk, for hvem det lykkedes at dele sol og vind lige, så faktisk alle var tilfredse.

I vinterens løb opstod tanken om idrætsmærkeprøver; men for at kunne være med her, måtte man tilsluttes en organisation, og på Lykke Petersens anbefaling faldt valget på "De Danske Skytte- Gymnastik- og Idrætsforeninger. Som medlem af D.D.S.G. & I., nemlig Storkøbenhavns Gymnastik- og Idrætsforeninger, hvor vi straks fra begyndelsen fik indvalgt et medlem til bestyrelsen.

Idrætsmærketræningen foregik på sportspladsen, gymnastik, kast, løb og spring. Damerne kastede med spyd (lånte), og mændene kastede med håndbombe og håndgranat (Lykke Petersen var jo militær). I forhold til anstrengelserne var resultatet pauvert. Kun tre klarede alle prøverne, og det var tre damer; men begyndelsen var gjort, og de første bronzemærker kom med posten, bilagt en venlig hilsen fra oberst Sander en opfordring til at blive ved. Og vi blev ved, selv en bagatel som på én dag at måtte se både gymnastiklærer og lærerinde forsvinde (det var jo i tyskertiden) tog vi i stiv arm; et par nye blev anskaffet, og arbejdet gik videre.
Under Lykke Petersens ledelse sluttede alle gymnastiktimerne for mænd med 5 minutter håndbold, og disse ugentlige 5 minutter, hvor det gik på livet løs - pladsen var jo lille, og iveren stor; og der vankede både hudafskrabninger og blå øjne, blev oprindelsen til vor håndboldafdeling. Damerne kom ret hurtigt med ind i også denne gren af vor virksomhed og gjorde deres til at skabe liv i foreningen..
Forholdene bevirkede, at håndboldspillet kun kunne dyrkes om sommeren som udendørs idræt; men der var Holmegårdsskolens sportsplads også temmelig nær det ideale. Den har faktisk kun én ulempe, og det er den ene myg, der bor der, som hver eneste aften hele sommeren igennem holder selskab med 8 millioner gæster, hvoraf ikke én eneste melder afbud.
At vi gav os i kast med atletikken skyldes idrætsmærkearbejdet; gennem dette var vi i berøring med enkelte atletikøvelser, og der blev ret hurtigt en kreds, der ønskede at arbejde med atletik som en selvstændig idrætsgren. Bestyrelsen så ret velvilligt på tanken; men ved en undersøgelse konstateredes det, at så godt som hele foreningens kassebeholdning ville gå med, dersom der skulle indkøbes de forskellige redskaber. Der var også andre betænkeligheder; sportspladsen var jo kun en græsmark; der fandtes ingen løbebaner, og de springbaner, der fandtes, var mere eller mindre uanvendelige. En henvendelse til sognerådet, med ønske om at få anlagt i hvert fald ca. 100 m løbebane, blev afslået.

Trods alle vanskeligheder besluttede bestyrelsen imidlertid at lade stå til de mest nødtørftige redskaber blev indkøbt - og begyndelsen var gjort. Desværre er banen siden da ikke blevet væsentlig forbedret, kun nedspringsstedet for længdespring er bragt nogenlunde i forskriftsmæssig stand. Det samme kunne måske siges om nedspringsstedet for højdespring; men da tilløbet her er ganske uanvendeligt, har dette ikke fået nogen praktisk betydning for os. Men alle vanskeligheder til trods må vi indrømme, at vi har oplevet mange gode og fornøjelige timer med vort idrætsarbejde, og de færdigheder, vi har opnået under disse beskedne forhold, har slet ikke været ringe, hvilket vore resultater i konkurrence med andre foreninger på andre idrætspladser tydeligt viser.

Foreningen var ikke ret gammel, før der blev oprettet en afdeling for badminton. Hertil var skolens gymnastiksal også anvendelig. Sammenlignet med de øvrige idrætsgrene var badminton en "dyr" sport for hver enkelt, og der skulle særlige regler til, for at få denne idrætsgren til at svare til helheden, og for at få balance mellem indtægt og udgift. Denne vanskelige opgave blev oprindelig lagt i hænderne på en enkelt mand, men efterhånden som foreningen voksede, og ledelsen blev mere udbygget, fik et udvalg på 3 mand denne opgave pålagt. Udviklingen indenfor foreningen gik nu i den retning, at badminton afdelingen blev at betragte som en "stat i staten", og denne "stat i staten" arbejdede med andre interesser og mål end den øvrige forening. Følgelig måtte det en dag komme til et brud. Efter en urafstemning i badminton afdelingen besluttedes det at bryde med H.G. og danne en selvstændig forening. På disse vilkår havde H.G.´s bestyrelse intet at indvende, og der blev oprettet en overenskomst som grundlag for "skilsmissen", og Holmegårdens Badminton Club var en kendsgerning. De 2 foreninger arbejder nu i god forståelse side om side i vort kvarter med skolen som basis. Pudsigt nok var de første børn, H.G. havde som medlemmer, netop medlemmer i badmintonafdelingen. Senere skulle vi få meget mere med børn at gøre. Bestyrelsen blev ret hurtigt klar over, at rekrutteringen af alt vor udendørs arbejde skulle ske gennem børnene, og blandt børnene var interessen stor. Da den første opfordring til at melde sig til håndboldtræning fremkom, var tilslutningen så stor, at det næsten var uoverkommeligt at give dem alle den fornødne træning. Der måtte mobiliseres adskillige seniorspillere for at klare opgaven; men den blev klaret. Senere, da nyhedens interesse var borte, svandt det lidt ud i rækkerne, og arbejdet blev lettere for lederne og samtidig mere taknemmeligt; det var jo de virkeligt interesserede, der var blevet tilbage; de, der nu så småt er begyndt at danne kernen i vore håndboldhold.

Som med håndboldspillet er for børnene gået med atletikken. De går med iver og energi op i de få øvelser, der er egnede for børn; de betragter det som en spændende leg, og der er vel, når alt kommer til alt også det, der er formålet med al idræt. For at tage skridtet fuldt ud og lade børnene være med overalt, hvor H.G. virker, har vi i de sidste 2 vintre haft gymnastiktimer for børnene en aften om ugen, og det er vor store glæde, at så mange forældre som tilfældet er, lader deres børn tage del i vort arbejde. Desuden kan tilføjes, at Hvidovre sogneråd anerkender dette vort børnearbejde og yder os et kontant tilskud hertil.
Vor forening har ingen lang og glorværdig historie, kun 5½ år har vi eksisteret; men for de unge mennesker - og for den sags skyld også de mange mere modne - der har fulgt os gennem årene, har medlemskabet i H.G. betydet en lang række gode oplevelser, som ingen ville have undværet.
Vi lader så mange som muligt deltage i passende turneringer, stævner, opvisninger o.l., og det har ikke skortet på tilbud til deltagelse i andre foreningers arrangementer. Vort mandskab slår desværre ikke altid til, så vi kan overkomme alt, hvad vi gerne ville. Økonomisk tåler vi heller ikke alt: men vi ved, at jo flere vi er, des lettere klarer vi både mandskabet og pengene, og jeg vil slutte denne omtale af vor forenings virke med en opfordring til læserne om at melde sig til arbejdet enten som passiv eller aktiv; vi har brug for begge dele. Medlemskontingentet er kr. 2,00 årligt (fra 1. okt. Til 30. sept.) Ring på Hvidovre 1085, og vor kasserer vil bringe Dem et medlemskort ind ad døren.